Hvis du kommer til skade under julefrokosten
Kommer du til skade ved firmaets julefrokosten, vil skaden ofte være omfattet af arbejdsskadeloven.
Skulle du være så uheldig at komme til skade under årets firmajulefrokost, vil skaden ofte være omfattet af arbejdsskadeloven og skal derfor anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.
Det oplyser socialrådgiver Jane Nielsen fra juridisk kompetencecenter i HK. Læs nedenfor hvilke regler, som gælder.
Hvis en skade under firmajulefrokosten skal regnes for en arbejdsskade, er det vigtigt at julefrokosten er en officiel fest. Det vil sige at arbejdsgiveren står bag invitationen og er klar over, hvad rammerne for firmajulefrokosten er.
Det er uden betydning, om firmajulefrokosten afholdes i eller uden for arbejdstiden, da der for eksempel er firmaer, der af hensyn til produktionen ikke kan holde julefrokost i arbejdstiden.
Når arbejdsgiveren er indforstået med rammerne for firmajulefrokosten er det ikke afgørende, om arbejdsgiveren eller chefen selv er til stede, eller om ulykken sker, efter chefen har trukket sig tilbage. Det er underordnet, om festen holdes på arbejdspladsen eller på restaurant ude i byen, og det har mindre betydning, hvor beruset man eventuelt er, når skaden indtræder.
Til gengæld har det betydning, at den aktivitet, man kommer til skade ved, er et naturligt led i firmajulefrokosten. Det kan for eksempel være under en dans.
Man er dækket af arbejdsskadeforsikringen frem til den officielle afslutning på festen. Det betyder, at hvis deltagerne beslutter sig for at forsætte festen, uanset om det er på arbejdspladsen eller ude i byen, så er man ikke længere dækket ind af arbejdsskadeloven.
Kommer man således til skade efter den officielle afslutning på firmajulefrokosten, er det ens egen ulykkesforsikring, der skal dække en eventuel skade.
Oprettet: 15.11.11, kl. 12.22
Redigeret: 17.11.11, kl. 11.03 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <15.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Er I sikre på det?
[18.11.11] Af K. Enevoldsen, IT-administrator
Læs hele kommentaren
er forsikringsselskaberne enige her?
[16.11.11] Af Hartmann
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat