Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Reformer tak – ikke balloner



Reformer tak – ikke balloner

Luften på arbejdsmarkedet er tyk og fortættet for tiden. Udsynet mod fremtidens horisont bliver ofte fuldstændig blokeret af de fagpolitiske prøveballoner, der blæses op, skriver Kim Simonsen, formand for HK.

Lad mig slå det fast. Nej HK har ikke foreslået, at vi kan afskaffe medarbejdernes betalte frokost for at forlænge arbejdstiden. På samme måde har HK ikke foreslået, at vi sløjfer en række feriedage, og går på arbejde i stedet for. Og nej, HK har selvfølgelig aldrig foreslået en reallønstilbagegang for medlemmerne. Så hver gang der er et forfløjent forslag i omløb, så er snoren ikke undsluppet os i HK. For vi har styr på arbejdsprocessen og holder tålmodigt fast, indtil overenskomstforhandlingerne er vel overstået.

Men vi kan selvfølgelig ikke forhindre, at mange andre sender deres prøveforslag op. Politiske balloner som hurtigt falder til jorden med et plask, når de taber luften og afsløres som regulært vrøvl. Men lige nu er den fagpolitiske himmel voldsomt overskyet af vilde prøveballoner før forårets vigtige trepartsforhandlinger.

Her er gode og konstruktive løsninger ellers meget velkomne og nødvendige, når vi sammen med stat og arbejdsgivere skal løse en vanskelig opgave med at finde 20.000 ekstra par hænder til arbejdsmarkedet. For den opgave er bestemt ikke enkel og ligetil, som et simpelt regnestykke, der blot handler om at ændre vores arbejdstider og justere på vores feriedage.

Trepartsforhandlinger skal ikke tænkes, som et simpelt regneark, hvor der kan skrues op og ned for de forskellige krav til lønmodtagerne, så regnestykket til sidst går op. HK har det fint med at hjælpe til med at finde flere dygtige medarbejdere til arbejdsgiverne og sikre staten besparelser på fire milliarder kroner. Men vi ser det ikke som en regnearksøvelse, men som en stor reform, der lægger grundstene til et nyt og mere kompetent arbejdsmarked.
HK ser trepartsforhandlingerne som et udviklingsprojekt, hvor vi gennem nødvendige reformer af aktivering, førtidspension, integration, kontanthjælp og fleksjob får skabt nye uddannelsesmuligheder og plads til alle på arbejdsmarkedet.

HK ønsker med trepartsforhandlingerne, at alle på arbejdsmarkedet får nye og nødvendige kompetencer. Alle uudannede skal uddannes, og alle uddannede skal videreuddannes. Er man i den uheldige situation, at man er ledig og venter på jobmuligheder, skal tiden udnyttes optimalt til at opbygge nye kompetencer, der gør en endnu mere arbejdsmarkedsparat.

Vi er enige med staten og arbejdsgivere om, at beskæftigelse, konkurrenceevne og udvikling er ligeså betydningsfuldt som arbejdstid, lønstigninger og fridage. Men alting har en pris, og det koster noget at være med ved forhandlingsbordet. Her er HK parat til at levere vores del af løsningen med planer, der kan bære os langt frem, sammenlignet med en forblæst ballon.

Vores løsning vil være reelle reformer, der skaffer flere personer til arbejdsstyrken, giver en forbedring af de offentlige finanser på flere milliarder kroner, og samtidig får vi en væsentligt mere kompetent og veluddannet arbejdskraft, der er parat til fremtidens udfordringer.

Kommentér artiklen

Hvad vil HK gøre for at både det offentlige, men måske i særdeleshed det private erhvervsliv får et nyere og mere åbent syn på de jobsøgende som har rundet de 50. Jeg sender 2 - 4 ansøgninger hver...

Hej Thomas P I HK er vi ikke begejstrede for løntilskud. Vi har foretaget flere undersøgelser blandt de ledige i vores tema Stemmmer fra jobkøen, der peger på det misbrug som du nævner. Derfor er...

Og hvad vil HK gøre for at skabe nye, reelle arbejdspladser og ikke lade de ledige blive udnyttet som gratis arbejdskraft hos både private men især hos offentlige arbejdsgivere? Jeg har kendskab ti...

Oprettet: 08.02.12, kl. 10.19

Redigeret: 10.02.12, kl. 14.22 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <08.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.