Alvilda arbejdede på Kalvebod Brygge og hun havde i en periode haft meget fravær, fordi hun havde haft problemer med ryggen. I den forbindelse blev hun indkaldt til en fraværssamtale med sin chef.

”Skal jeg ikke gå med dig”, spurgte Cecilie, Alvildas TR. Det følte Alvilda ikke hun havde behov for og det respekterede Cecilie selvfølgelig, men hun sagde samtidig at hun ikke ville anbefale Alvilda at gå alene til mødet.

De aftalte at de efter samtalen skulle snakke om, hvordan det var gået.

Til Alvildas overraskelse blev samtalen faktisk ret ubehageligt. Alvilda syntes, at chefen havde været meget hård og skrap og grov i tonen.

To måneder senere skulle der være en opfølgende samtale, og da besluttede Alvilda ,at hun gerne ville have Cecilie med.

Cecilie fik referatet fra første møde, og snakkede med Alvilda om, hvilke ting Alvilda kunne følge op på, blandt de ting, som det var aftalt, at hun skulle gøre noget ved.

De to mødtes en halv time inden mødet, og snakkede om Alvildas overvejelser. De snakkede også om hvad der kunne tænkes at blive bragt frem fra chefens side både ”worst case” og ”best case”.

Cecilie spurgte ind til emnerne, og anbefalede Alvilda, hvad hun eventuelt kunne vælge at sige, hvis chefen bragte disse ting frem.

De aftalte også, hvordan Cecilie skulle forholde sig under mødet: Hun skulle som udgangspunkt ikke sige noget, blot markere og måske tage ordet, hvis der var ting, der skulle gøres klarere, eller noget der skulle lægges helt fast.

Under mødet sagde Cecilie ikke meget, hun stillede blot nogle afklarende spørgsmål og mindede Alvilda om, hvis der var noget vigtigt hun havde glemt at fortælle.

Mødet gik godt, Alvilda syntes, at stemningen og tonen var markant bedre, end ved det første møde og hun følte at hun var blevet hørt.

Morale: Tag hellere din tillidsrepræsentant med en gang for meget - end en gang for lidt

Den var en forårsdag, solen skinnede og Pia var lige kommet på arbejde efter at have cyklet hjemmefra og til arbejde.

Pia arbejder på Rejsebureauet i Vordingborg, hvor hun har 3 kollegaer. Pia har været ansat i 8 år og lige nu står hun overfor at skulle på barsel med sit 2. barn. Hun glæder sig til at nyde sommeren sammen med sin familie.

På bureauet har de fået af vide, at deres øverste chef for Rejsebureauet og Pernille deres tillidsrepræsentant, kommer på besøg i løbet af formiddagen. Så snakken går… Hvad skal der ske siden at chefen gider at tage helt derned…..

Da chefen kommer, finder de hurtigt ud af hvad det handler om…. Rejsebureauet skal lukke per 1. juli. Pia og hendes kollegaer bliver alle meget kede af det, men de får af vide, at der ikke er nogen som skal fyres, da man gerne vil bruge deres kompetencer andre steder. Så derfor bliver de alle tilbudt en samtale, hvor de gerne må tage en bisidder med. Pia er meget nervøs, for hun skal jo snart på barsel. Ved samtalen får hun at vide at de vil tilbyde hende et job i Rejsebureauets callcenter i København.

Pias verden går helt i stykker, for hvordan skal hun klare at få 3 timers transport hver dag, med Jonas på 2 år og den lille ny.

Pia spørger sin tillidsrepræsentant Pernille om hvad hun skal gøre, da hun jo ikke bare vil sige nej til jobbet og dermed sige sit arbejde op.

Pernille kan fortælle at Pia som overenskomstansat kan sige nej til jobbet og uden at få karantæne. Det nye job kommer nemlig ind under det som hedder ”væsentlige vilkårs ændringer”, da Pia både får langt på arbejde og andre arbejdstider.

Efter megen snak frem og tilbage beslutter Pia at hun ikke kan tage imod jobbet i Callcenteret, så hun beder Pernille om at forhandle en fratrædelsesordning til hende.

Pernille tager en snak med deres chef og de laver en aftale om, at Pia siger nej til jobbet efter barselperioden, og i stedet for at hun skal møde i København i opsigelsesperioden, bliver Pia fritstillet med løn.

Pia er meget lykkelige for det flotte stykke arbejde som tillidsrepræsentanten Pernille har lavet og går hjem med ro i maven og efterfølgende på barsel.

Pia er i dag mor til 2 og har fået et nyt arbejde inden for rejsebranchen.

Der var engang en sekretær, som hed Lise

Lise var 45 år gammel, hun var dygtig og vellidt og hun var glad for sit arbejde. Hun havde været en del forskellige steder, men de seneste 10 år havde hun siddet på Kalvebod Brygge.

Men for nylig var der blevet lavet nogle omstruktureringer, som betød at en masse nye og anderledes opgaver nu havnede på Lises bord. Noget af det var en slags chefsekretærarbejde med referater mellem faglige organisationer og DSB, og det betød at hvert et ord og hvert et komma skulle være 100% korrekt .

Der skulle også laves aftaler, og aftaletekster var ikke verdens letteste. Nu var Lise ikke en der stak op for bollemælk. Hun puklede med det, og sad mange gange til efter de andre var gået hjem. Ja faktisk tog hun også efterhånden arbejdet med i seng – hun begyndte at sove dårligt om natten.

Lises kolleger blev bekymret og spurgte til, hvad der var i vejen, men Lise slog det hen og sagde at hun bare var lidt træt.

Hun var begyndt at blive i tvivl om, hvorvidt hun kunne klare arbejdet og - ja om hun overhovedet kunne beholde sit job - med alle de nye krav.

En dag kom HK-tillidsrepræsentanten Marianne hen til hende. Hun spurgte ikke om noget, men begyndte bare at fortælle om et nyt projekt, der gik ud på, at man kunne få papir på sin uddannelse og sine kompetencer, og man kunne få en efteruddannelse inden for de administrative områder.

Lise øjnede en chance for måske at kunne lære noget af det hun havde brug for til de nye opgaver og hun spurgte og spurgte og Marianne svarede. Da Lise endelig havde fået svar på alle sine spørgsmål, smilede Marianne til hende og sagde ”Nå – det var måske lige noget du kunne bruge”

Da Lise kom hjem gik hun mange gange rundt om sig selv. Skulle hun, turde hun, kunne hun. Til sidst blev hun enig med sig selv om hun både skulle, turde og kunne og hun meldte sig til ”Kommunikation og formidling” på akademi-merkonom niveau.

Hun følte sig sikker på at den uddannelse der ville gi hende de værktøjer hun havde brug for til at kunne klare og bibeholde sit job og få større trivsel i det daglige.

Den nat sov Lise rigtig godt for første gang i lang tid.

Børge arbejdede i centralværkstedet det havde han gjort i mange år efterhånden. Børge var først i 50’erne, og han var ikke verden mest udadvendte person, faktisk kunne man godt sige han var lidt af en enspænder. Han var blevet skilt for et lille års tid siden og det havde ikke gjort ham lettere at omgås. Børge passede sit arbejde, ja det mente han da selv, men det var som om hans kolleger ikke var af samme mening.

En fredag formiddag blev Børge uden varsel kaldt ind til sin leder. Lederen sagde til Børge, at han syntes Børge havde været meget mærkelig den formiddag: Han vaklede når han gik, han talte en smule snøvlende, havde røde kinder og røde øjne. Lederen sagde, at efter hans mening var Børge mødt beruset på arbejde, og det var i strid med reglerne på arbejdspladsen.
Chefen sagde til ham, at han skulle gå hjem, og så skulle de snakke sammen den efterfølgende mandag.

Børge var helt rundt på gulvet men var alligevel kvik nok, til at ringe til sin tillidsrepræsentant Amalie, og fortælle hvad der var sket. Kom hen på mit kontor, sagde Amalie prompte og Børge fortalte hvad der var sket. Børge fik Amalies telefonnummer, så han kunne ringe, hvis der var noget han havde behov for at snakke om i løbet af weekenden.

Han var ubehagelig til mode ved at gå på arbejde mandag – det var altså det hans kolleger havde sladret om. Tirsdag morgen blev Børge indkaldt til en samtale senere samme dag. Han bad Amalie komme med og være hans bisidder.

Børge og Amalie mødtes i god tid inden mødet, for at være godt forberedte. Børge sagde som sandt var at han ikke havde rørt alkohol i to uger og at han aldrig nogen sinde havde mødt beruset på arbejde. Men kan du bevise det, spurgte Amalie. Næh – hvordan skulle man kunne det, sagde Børge.

Pludselig kom Amalie i tanke om noget hun havde hørt sin onkel John fortælle. John sejlede som styrmand, og indenfor skibsfarten havde man en metode, hvor man kunne teste hvor længe siden det var at en person havde indtaget alkohol. Det måtte kunne bruges.

Så gik de ind til mødet.

På mødet fremførte lederen igen sin påstand om Børges alkoholmisbrug. Børge sagde, at han ikke havde indtaget alkohol i de seneste to uger og at han var villig til at lade sig teste, så han en gang for alle, kunne få stoppet sladderen.

Lederen var meget tilfreds med Børges forslag. Børge blev testet og han var naturligvis helt ”clean” – og da resultatet blev forelagt lederen, fik Børge en uforbeholden undskyldning, og hans kolleger blev selvfølgelig også orienteret.

Børge fik en god lang snak med sin leder, hvor de fik lagt nogle gode rammer for deres fremtidige samarbejde, som fortsatte mange gode år fremover.

Jeg har været TR i over 20 år, og jeg ved af erfaring at det langtfra er alt det arbejde man laver som TR, der er synligt for andre. Her er en lille historie fra min hverdag:

Anne har været ansat mere end 25 år i DSB, hun har været forskellige steder i virksomheden, nu er hun ansat i Kundecenteret, hvilket hun er rigtig glad for.

For ca. 6 måneder siden blev hun sygemeldt - det var ryggen den var galt med. Den var slidt efter mange års arbejde. Anne har ikke altid været god til at passe på sig selv.

Claus, Annes leder ringer til mig, for ca. tre uger siden. Han fortæller at Anne kommer tilbage efter hendes sygdomsforløb, og hun er klar til at starte op på fuldtid.

Det er altid glædeligt, når en kollega vender tilbage igen.

Jeg spørger ind til om der vil være nogen form for indøvelse, så hun kan blive helt opdateret og få en god opstart.

Claus mener ikke der er et behov for indøvelse, for der er jo ikke sket de store ændringer i afdelingen på det halve år.

Jeg siger til Claus "Det kan godt vær at det for os, der er i det, ser ud til at alt er ved det gamle. Men set i lyset af at Anne jo nok har en mailboks der er stopfyldt og en del informationer at følge op på, så kunne det være en fordel både for afdelingen og for Anne, at hun lige fik lidt tid i starten.

Claus er ikke overbevist, men lover dog at tænke over det - måske han vil kontakter Anne for at høre hvad hun sige til det.

For en uge siden møder jeg Anne ude på P-pladsen – hun ser godt ud og hun stråler af glæde.

Jeg byder hende velkommen tilbage og spørger, hvordan det går.

Det går godt, siger hun og fortæller, at da hun kom tilbage, fik hun 2 dage til at komme godt ind i sagerne så hun kunne få læst op på alle de nye ting der var sket, siden sidst. Ja selv mailboksen var blevet tømt for gamle mails.

Hun sætter stor pris på at Claus gav hende den tid hun behøvede, for det betød at hun nu kunne arbejde på fuld styrke.

Jeg kunne kun smile – jeg var rigtig glad da vi skiltes. Skidt med at Claus fik æren for hendes gode opstart, det vigtigste var at hun kom i gang på en god måde.