HK/Stat skal have ny ledelse i juni
Har du en fagforeningsformand eller -næstformand i maven? Måske kan dine ambitioner blive indfriet, når HK/Stat holder kongres midt i juni. Her skal de delegerede blandt mange andre gøremål vælge ny politisk ledelse for organisationen.
Af Tom Gotfred
Til sommer skal HK/Stat have nyt formandskab. Både formand og næstformand er på valg. Enhver, der er medlem af HK og har betalt sit kontingent til tiden, kan stille op.
Den nuværende formand, Thora Petersen, 63, genopstiller ikke, fordi hun falder for HK’s aldersgrænse. Næstformand Rita Bundgaard, 51, har meddelt sektorbestyrelsen, at hun kandiderer til posten som ny formand. Ingen andre kandidater har i skrivende stund givet sig til kende.
Stil op senest 15. marts
Bestyrelsen har besluttet en procedure for valg af formand og næstformand.
Opstilling som kandidat kan ske til og med onsdag den 13. juni 2012 klokken 18, men det må klart forventes, at kandidaterne melder sig på banen lang tid i forvejen, fremgår det af bestyrelsens procedure.
Bestyrelsen lægger op til, at kandidater til de to poster får mulighed for at komme ud i landet og præsentere sig selv og deres visioner for de statsansatte HK’eres faglige organisation.
Kandidater, der på den måde ønsker at vise ansigtet ved medlemsmøder i HK’s regionale afdelinger, skal af praktiske grunde melde deres kandidatur senest den 15. marts 2012 klokken 16 – i en mail til sekretariatschef Jan-Erik Rasmussen, 44jer@hk.dk.
Senere på foråret kan du læse mere om både kongressen og de kandidater, der melder sig, i HK Statbladet og her på hjemmesiden.
Oprettet: 10.02.12, kl. 15.22
Redigeret: 13.02.12, kl. 14.00 af Rosa Middelboe
Ophavsret
Udgivet <10.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.