Privat smalhals tager luns af statsansattes lønstigning
Overenskomstperiodens eneste lønstigning bliver mindre end aftalt, fordi lønnen stiger usædvanligt lidt på det private område. I stedet for 1,70 procent må statens ansatte nøjes med stigninger til alle på 1,31 procent den 1. april 2012. »Utilfredsstillende, at købekraften falder for andet år i træk,« siger HK/Stats formand.
Af Tom Gotfred
Først gik de helt glip af generelle lønstigninger i 2011, fordi de skulle betale af på gammel gæld. Nu må de se til, at den eneste aftalte lønstigning i 2012 bliver skåret ned med næsten en fjerdedel. Samtidig bliver varerne i butikkerne dyrere. I november var priserne 2,6 procent højere end samme måned i 2010.
Det er situationen for de ansatte i staten, efter at tal fra Danmarks Statistik har vist en usædvanlig lille lønudvikling på det private arbejdsmarked. Lønudviklingen for de statsansatte er knyttet tæt sammen med lønudviklingen i den private sektor. Det sørger den såkaldte reguleringsordning for. Ordningen betyder, at de statsansatte får ekstra, hvis de privatansattes lønninger stiger hurtigere end de statsansattes. Omvendt må de statsansatte give afkald på stigninger, hvis de overhaler de privatansatte.
Den mekanisme betyder nu, at de generelle lønstigninger pr 1. april 2012 bliver reduceret med 0,39 procent-point – fra 1,70 til 1,31 procent.
Vil slås for købekraften
Udsigten til, at medlemmernes købekraft falder for andet år i træk, bekymrer HK/Stat-formand Thora Petersen. Hun lægger allerede nu op til, at et af hovedkravene ved overenskomstfornyelsen næste vinter må være at sikre reallønnen. Selv om det bliver svært:
»Specielt de medlemmer, der ikke får lønstigninger via lokale forhandlinger, bliver ramt. Det er naturligvis utilfredsstillende at opleve købekraften falde for andet år i træk. Selv om også de næste overenskomstforhandlinger i vinteren 2013 formentlig starter i krisens tegn, må det være vores mål at sikre medlemmernes købekraft bedst muligt fremover,« siger Thora Petersen.
Reguleringen i plus over tid
Om reguleringsordningen – der altså koster de statsansatte en del af deres lønstigning i 2012 – måske skal forhandles ud af overenskomsten, vil Thora Petersen ikke sige noget om nu. Ordningen bliver fornyet hver gang overenskomsten bliver forhandlet.
Siden 1997 har reguleringen givet de statsansatte 0,2 procent ekstra om året i gennemsnit. Otte gange siden år 2000 har reguleringen kostet penge. Flest i 2011, hvor de statsansatte skyldte hele 1,46 procent. Det viser en opgørelse fra OAO, Offentligt Ansattes Organisationer.
Topforhandler vil ha’ kickstart
De statsansattes chefforhandler, Flemming Vinther, ønsker sig en kickstart af dansk økonomi. På den måde kan der komme gang i lønstigningerne i det private erhvervsliv, til glæde også for de statsansatte.
»Tallene understreger, at den private sektor er i bakgear. Regeringens kickstart af dansk økonomi er nødvendig og tiltrængt. Det er vigtigt, at vi atter får gang i hjulene og skabt optimisme,« siger Flemming Vinther, der er formand for CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg.
Truet på både løn og job
Thora Petersen tilføjer, at de statsansatte HK’ere for øjeblikket er presset på to fronter. Både deres realløn og deres job er i farezonen.
»Vi er inde i en to-årig overenskomstperiode, som efter alt at dømme kommer til at koste de statsansatte dyrt i form af faldende realløn. Samtidig bliver stadig flere af vores medlemmer fyret på grund af besparelser på statens arbejdspladser. Med videreførelsen af den tidligere regerings besparelser på henholdsvis to en halv og fem procent på administrationen i 2012 og 2013 står vi formentlig over for massefyringer af administrative medarbejdere,« fastslår HK/Stats formand.
Hun opfordrer regeringen til at tænke sig om og gå hensynsfuldt til værks, når de planlagte besparelser på den statslige administration skal hentes hjem.
»Der er masser af muligheder for at undgå egentlige fyringer. Sats for eksempel på frivillig fratræden, omplaceringer og naturlig afgang,« foreslår hun.
Oprettet: 19.12.11, kl. 15.24
Redigeret: 19.12.11, kl. 15.49 af Tom Gotfred
Ophavsret
Udgivet <19.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.