Du er her: hk.dk > Privat > Nyheder > Nyheder > Februar 2012 > Danskerne venter stigende arbejdsløshed



Danskerne venter stigende arbejdsløshed

Forbrugerne forventer, at familiens og Danmarks økonomiske situation er bedre om et år. Men de forventer samtidig stigende arbejdsløshed

På trods af stigende eksport og overskud på betalingsbalancen har danskerne stadig negative forventninger til udviklingen på jobmarkedet.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der dokumenterer en positiv forventning til både familiens og Danmarks økonomi, men en negativ forventning til arbejdsløsheden blandt forbrugerne.

For syvende måned i træk forventer de danske forbrugere, at arbejdsløsheden vil være steget om et år, sammenlignet med i dag.

Indikatoren, som er regnet sammen ud fra svarene fra et repræsentativt udsnit af befolkningen, ligger nu på 12,1. Gennemsnittet for indikatoren er det seneste halve år 17,3.

Og dermed er forventningerne til arbejdsløsheden faldet.

Samtidig med den overvejende negative forventning til arbejdsløsheden er forbrugernes forventninger til både familiens og Danmarks økonomiske situation om et år steget.

Her viser indikatoren i denne måned 8,6 for familiens økonomi, mens den ligger på 1,7 for Danmarks økonomi. Gennemsnittet for de to indikatorer har i det seneste halve år ligget på henholdsvis 6,2 og -4,1.

Tekst: Oliver Batchelor, newspaq.dk


Oprettet: 21.02.12, kl. 11.21

Redigeret: 21.02.12, kl. 11.21 af Jan Fiil


Ophavsret

Udgivet <21.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.