Slut med papirblanketter i seks kommuner
På fire udvalgte områder lukker seks kommuner på Sjælland for den almindelige betjening ved skanken. I stedet skal borgerne huske deres NemID, og opgaven klares digitalt.
Fra 1. februar er det ikke længere muligt for borgerne i Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Holbæk, København og Sorø kommuner at få en medarbejder i skranken til at klare ærterne, når de skal melde flytning, skrive et barn op til pasning eller bestille nyt sundhedskort. De seks kommuner lukker for adgangen til almindelig betjening på de udvalgte områder. I stedet skal borgeren betjene sig selv digitalt, oplyser Sorø Kommune ifølge DkNyt.
Der er stadig hjælp
Men det betyder dog ikke, at borgerne er overladt til sig selv. Der er stadig hjælp at hente, så ingen behøver føle sig utrygge, fortæller chef for Borger og Organisationsservice i Holbæk, Ole Lollike:
- Medarbejderne i Borgerservice kigger gerne med over skulderen og guider borgeren gennem systemet. Men borgeren skal selv på banen, selv være aktiv, siger Ole Lollike til DKNyt.
Løsninger skal være digitale
Ud over de tre nævnte løsninger: anmeldelse af flytning, opskrivning til dagtilbud og bestilling af nyt sundhedskort er anmodning om fortsat udbetaling af børnebidrag også blandt de udvalgte løsninger, som nu bliver digitale. De første tre er alle på listen over områder, som skal være digitale sidst på året som led i den fælleskommunale digitaliseringsstrategi.
Af Marie Begtrup
Oprettet: 02.02.12, kl. 10.23
Redigeret: 06.02.12, kl. 10.19 af Marie Begtrup
Ophavsret
Udgivet <02.02.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
