Klinikassistenter mod syreskader
At hvert sjette barn har syreskade på tænderne, er en oplagt opgave for tandklinikassistenterne, men de må uddanne sig endnu mere, lyder det fra Kirsten Møller Christensen, formand for TKA.
Det er en katastrofe, at hvert sjette barn har syreskade på tænderne.
- Men desto større grund er der til, at kommunerne får øjnene op for, at klinikassistenterne kan udføre den forebyggende opgave, for det er meget alvorligt, lyder det fra Kirsten Møller Christensen, formand for TKA-udvalget under HK/Kommunal.
Vi må uddanne os
Det kræver dog én ting af endnu flere tandklinikassistenter.
- Videreuddannelse er så vigtig for os, hvis vi skal klare den kæmpe opgave, siger Kirsten Møller Christensen.
Især peger hun på udvalgets egne modul-kurser samt den nye VOP (Videreuddannelse i Odontologisk Praksis), som de to skoler for tandklinikassistenter udbyder. Det handler for eksempel om Oral sundhedsvurdering og Kommunikation i tandplejen.
Den sidstnævnte bliver mere og mere vigtig, oplever Kirsten Møller Christensen.
Dilemma: Frugtsyre skader tænder
Tandplejen står nemlig over for et dilemma og dermed kommunikativ udfordring.
- For vi vil gerne have at børn og unge spiser masser af frugt, men fakta er, at æbler og appelsiner næsten er ligeså slemme som cola og juice. Og det skal vi have forklaret ikke bare børn, men også forældre.
Hendes opfordring er derfor, at tandklinikassistenter tilmelder sig de nye uddannelser.
- Og udvalgets egne er endda uden eksamen, så det er bare at komme i gang.
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 29.08.11, kl. 10.20
Redigeret: 31.08.11, kl. 09.56 af Mogens Jepsen
Ophavsret
Udgivet <29.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
