Så må de have det på den hårde måde
Der er efterhånden afsat næsten ti procent på HK/Kommunals område, så der er masser at forhandle om.
Af Bodil Otto formand for HK/Kommunal, 25. november 2011
LOKALLØN ER LIDT LIGESOM med opdragelse. Man prøver først at vise sin gode vilje under mottoet ”frihed under ansvar”. Men viser det sig, at ungerne alligevel ikke kan forvalte friheden, så tager man den bidske mine på: Så må du jo lære det på den hårde måde!
SÅDAN HAR JEG DET MED kommuner og regioner i øjeblikket. I den indgåede overenskomst blev der ikke øremærket nye penge, ej heller slået fast, at tilbageløbsmidlerne skulle bruges igen til HK’erne i kommuner og regioner. Vi er store nok til selv at styre pengene, lød det fra de åh så ansvarlige i KL.
DER SKAL FORHANDLES ÉN GANG ÅRLIGT, men nu hvor mere end halvdelen af det første år er gået, oplever vores lokale tillidsrepræsentanter det som næsten umuligt overhovedet at få en dialog i gang. Kun hver femte har haft en forhandling.
HK/KOMMUNAL VED GODT, der er økonomisk smalhals i kommuner og regioner, men sagen er, at de selv har kæmpet for at udvide beløbene til ny løn, fordi de gerne vil belønne særlige indsatser. Der er efterhånden afsat næsten ti procent på HK/Kommunals område, så der er masser at forhandle om.
AT ARBEJDSGIVERNE NU ikke kan finde ud af at leve op til aftalen er blot ekstra brun sæbe på den glidebane, deres troværdighed skøjter rundt på. KL har godt nok opfordret kommunerne til at komme i gang, men bruger samtidig ordet ”strategisk”. Betyder det mon, at visse faggrupper er bedre end andre? Jeg vil måle resultatet på, at HK’ernes udvikling af kvalifikationer og funktioner også belønnes.
HVIS IKKE VORES MEDLEMMER og tillidsrepræsentanter meget snart begynder at mærke en reel vilje i kommuner og regioner, så er det slut med den forstående pædagogik fra HK/Kommunals side.
Oprettet: 07.12.11, kl. 14.04
Redigeret: 07.12.11, kl. 14.04 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <07.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
