Du er her: hk.dk > Kommunal > Dit fag > Ledelse > Nyhedsbreve > Når springet fra medarbejderstol til lederpost bliver større



Når springet fra medarbejderstol til lederpost bliver større

Valg til Chefbestyrelsen og en spændende debat om talentudvikling var på dagsordenen ved et medlemsmøde i Vejle den 25. november 2011 i forlængelse af den årlige Chefkonference.

Nyhedsbrev til ledere og chefer, december 2011

Der er mange gode grunde til at kikke lidt på dine medarbejdere for at se, om du allerede nu kan spotte en af fremtidens ledere. En grund er, at gennemsnitsalderen blandt ledere i kommuner og regioner er ved at være så høj, at der snart bliver brug for mange nye ledere.

En anden, at strukturændringerne i kommunerne har medført, at antallet af medarbejdere pr. leder mange steder er øget, og at det første lederjob derfor ofte er mere kompliceret og ansvarsfuldt end det var tidligere.

Og der er mange andre gode grunde. Derfor er det i dag vigtigt at have fokus på udvikling af talenter – sådan som det også lød på Chefgruppens medlemsmøde i Vejle den 25. november 2011.

For at hjælpe dig på vej i denne proces har HK/Kommunal for nylig indledt et samarbejde med en række andre faglige organisationer og KL om et ledertalentudviklingsprogram, der skal søsættes næste år.

I første omgang er der tale om et indledende projekt, der blev afsat penge til i forbindelse med dette års overenskomstaftaler under overskriften ’Fra medarbejder til leder’. Projektets ide er at tilbyde medarbejdere med talent for og lyst til ledelse et ledertalentudviklingsforløb, der er delvist finansieret af overenskomstmidler.

Formålet er både at anspore flere medarbejdere til at søge en lederstilling og ruste dem til opgaven, men også at få kommunerne til at arbejde mere systematisk med ledertalentspotting og –udvikling. I sidste ende er det ønsket med projektet at få udviklet et koncept for – og nogle nye erfaringer med – talentudvikling, som det er muligt at overføre til hele den decentrale offentlige sektor.

Talentudviklingsforløbet vil strække sig over ca. seks måneder. Deltagerne vil i denne periode skulle igennem fire mentorsamtaler á ca. en time, tre netværksmøder á ca. to timer, tre individuelle coachsamtaler á ca. halvanden time og fem hele undervisningsdage på et modul i diplomuddannelsen i ledelse.

Organisationerne bag projektet håber, at deltagerne via forløbet bliver afklaret om deres ønsker og kompetencer i forhold til en lederstilling. Og de lægger stor vægt på, at deltagerne får et teoretisk fundament at stå på og samtidig får trænet deres praktiske ledelsesmæssige handlemuligheder. Både dem selv og kommunen skal kunne se og mærke, at de er blevet dygtigere.

Til gennemførelse af projektet er der nedsat en styregruppe, som efter ansøgning udvælger de kommuner, der skal deltage i projektet. Det endelige antal kommuner og arbejdspladser afhænger af økonomien i projektet.

Medarbejdere med talent for og lyst til ledelse kan komme med i projektet, hvis deres kommune er en af de udvalgte, og hvis deres leder opfordrer dem til det eller bakker op om deres tilmelding.

Ny bestyrelse for Chefgruppen

På medlemsmødet i Vejle den 25. november 2011 var der valg til Chefgruppens bestyrelse. Der skulle vælges fem medlemmer plus to suppleanter. Og på nær et enkelt medlem, Teis Melcher, genopstillede alle.

Suppleanterne indgår i bestyrelsens daglige arbejde og er med til alle møderne.

Chefbestyrelsen ser nu således ud:

  • Torben Hald, Lyngby-Taarbæk, formand
  • Susanne Lassen, Aarhus, næstformand
  • Jane Foged, Aarhus
  • Karin Termannsen, Region Nordjylland
  • Jette Delfs Clausen, Ringkøbing-Skjern
  • Helle Keblowski, Aarhus (suppleant)
  • Henrik Rene Christensen, Morsø (suppleant) - Nyvalgt

Fakta om Chefgruppen

  • Pr. oktober 2011 er der 2.204 medlemmer. Heraf 1.411 kvinder og 793 mænd.
  • Gennemsnitsalderen er 53 år
  • 39 medlemmer er under 40 år
  • Yngste medlem er 24 år

Med venlig hilsen
Chefgruppens bestyrelse
V. formand Torben Hald

Oprettet: 19.12.11, kl. 14.36

Redigeret: 15.03.12, kl. 16.26 af Lia Ellehuus


Ophavsret

Udgivet <19.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.