Du er her: hk.dk > Uddannelse > Ungdomsuddannelser > Elev: Dine rettigheder



Elev: Dine rettigheder

HK er med til at fastlægge de generelle retningslinjer for erhvervsuddannelserne, så du som elev sikres ordentlige arbejdsvilkår på din praktikplads. Her kan du læse mere om dine rettigheder i forhold til ferie, barsel, løn og meget mere.


Vælg emne:

Uddannelsesaftale

Efter grundforløbet på handelsskolen eller erhvervsskolen kan du læse videre på hovedforløbet. Her er du skiftevis på skole og i praktik, derfor skal du først indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed om praktik. Uddannelsesaftalen er en kontrakt mellem en virksomhed og dig.

Der SKAL være en uddannelsesaftale mellem dig og en virksomhed, der er godkendt til at uddanne elever, for at læreforholdet er gyldigt.

Husk også, at aftalen SKAL laves på en standardblanket, som du kan få på skolen. Er du under 18 år, skal din uddannelsesaftale underskrives af den eller dem, der har forældremyndigheden over dig.

Skolepraktik

Opnår du ikke en uddannelsesaftale, har du mulighed for optagelse i skolepraktik. Skolepraktik er et forløb på skolen, der skal give dig mulighed for at lære fagets praktiske sider. I skolepraktikken arbejdes der på vilkår, der ligner erhvervslivets vilkår mest muligt. På skolen er der derfor indrettet værksteder og forretninger.

Ikke alle uddannelsessteder tilbyder skolepraktik, lige som der på nogle uddannelser er indført kvoter for antal optagne i skolepraktik. Vær også opmærksom på, at nogle uddannelser ikke udbydes med skolepraktik. De er listet på en såkaldt negativliste. Du kan få nærmere besked om både negativliste og kvoter i din HK-afdeling eller på din skole. For at blive optaget i skolepraktik skal du opfylde nogle særlige betingelser. Blandt andet skal du være aktiv praktikpladssøgende. Du kan få nærmere information om betingelserne på din skole.

Prøvetid

De første 3 måneder af uddannelsesforløbet er gensidig prøvetid. I prøvetiden kan begge aftalens parter opsige aftalen uden varsel og nærmere begrundelse. Prøvetiden er inkluderet i den samlede læretid. Har du skoleophold i prøvetiden, forlænges prøvetiden tilsvarende. Ferie inden for prøvetiden medfører ikke forlængelse.

Arbejdstid

Som udgangspunkt er arbejdstiden 37 timer ugentligt. Du kan dog deltage i eventuelt overarbejde, så længe du ikke arbejder mere i gennemsnit end dine kolleger i samme fag. Transporttid til og fra undervisning i skoleperioderne tæller også som arbejdstid, hvis den ligger ud over den tid, du normalt bruger på transport til og fra arbejde.

Løn

Alle elever skal som mindsteløn have de elevlønninger, der overenskomstmæssigt er aftalt mellem HK og arbejdsgiverorganisationerne. Du kan se mindstelønningerne her

Kontakt din lokale HK-afdeling for at få nøjagtige oplysninger om de gældende lønninger på netop din arbejdsplads.
HK har indgået aftale om højere elevløn end mindstelønnen med en række firmaer. Det er derfor vigtigt, at du fortæller, hvilken virksomhed, du arbejder hos, når du kontakter os.

I skolepraktik udgør lønnen ca. 592 kr. om ugen for elever under 18 år og ca. 1419 kr. om ugen for elever over 18 år.

Ferie og feriefridage

Din uddannelsesaftale giver dig adgang til 25 feriedage (5 uger) med løn i indeværende ferieår, hvis dit ansættelsesforhold er påbegyndt INDEN den 1. juli. Et ferieår går fra 1. maj til 30. april året efter. Starter du FRA OG MED den 1. juli, har du først krav på ferie med løn den 1. maj i det efterfølgende år. Fra da af vil du have krav på 5 ugers ferie med løn. Selvom du ikke har optjent ferie, har du dog ALTID ret til at afholde ferie for egen regning. Uanset om du starter før eller efter d. 1. juli, har du som elev ret til 5 feriefridage pr. kalenderår, hvis du arbejder indenfor et område, som HK normalt organiserer. Også selvom dine kolleger ikke har det. Du er nemlig så heldig, at du som elev er omfattet af den overenskomst, der gælder for dit arbejdsområde, uanset om virksomheden har tegnet overenskomst eller ej. Vær dog opmærksom på, at der er forskellige regler for opsparing af feriefridage. På nogle virksomheder skal du have 9 måneders anciennitet for at få ret til de 5 feriefridage. Andre steder optjener du dem som almindelig ferie.

Sygdom

Som elev er du omfattet af funktionærlovens bestemmelser om, at man skal have løn under sygdom. Din arbejdsgiver kan efter 3 dages sygdom kræve at få en lægeattest, som virksomheden skal betale. En uddannelsesaftale kan ikke ophæves på grund af sydom. Dog kan uddannelsesaftalen forlænges, hvis du har været syg i mere end 10 % af den samlede uddannelsestid.

Barsel

Du har ret til løn under barsel på samme vilkår som de, der er omfattet af HK’s overenskomst for dit område. Kontakt din HK-afdeling, hvis du vil vide mere om barselsreglerne i den overenskomst, der berører dig. Din uddannelsestid forlænges med den tid, du har været væk på grund af barsel.

Transport

Du skal deltage i undervisningen på den tilknyttede erhvervsskole, uanset hvor langt den ligger fra virksomheden. Skal du rejse længere end 20 km dagligt for at komme til og fra undervisning, skal din arbejdsgiver dække dine udgifter til den billigste offentlige transport. Foregår undervisningen på en kostskole, skal din arbejdsgiver også dække dine udgifter til kost og logi.

Praktikvejen (HGP)

De fleste, der tager en uddannelse inden for detail, handel eller kontor, går 2 år på hg på handelsskolen og er derefter 2 år i virksomhedspraktik. Man kan også starte direkte i lære i en virksomhed uden først at have taget grundforløbet på skole først. Det kaldes praktikadgangsvejen – eller i daglig tale HGP.

Ved HGP indgår du en uddannelsesaftale med virksomheden på ca. 4 år. Du kan begynde dit uddannelsesforløb på hvilket som helst tidspunkt, der passer dig og din arbejdsgiver. Du behøver altså ikke at vente til skoleåret begynder.

Grundforløbet på HGP varer som hovedregel maks. 50 uger fordelt på moduler af 8-10 ugers varighed i løbet af de første 2 år af din læretid. Til sammenligning bruger en elev, der går 2 år på hg før sin praktik, normalt i alt 76 uger på grundforløbet.

Fagprøve/svendeprøve

Alle uddannelser afsluttes med en fagprøve/svendeprøve, der ligger inden for det sidste halve år i uddannelsesperioden. Uddannelsen er først gennemført, når denne prøve er bestået.

Oprettet: 01.04.09, kl. 14.22

Redigeret: 28.04.10, kl. 14.15

Hvad er hvad?

Få overblik over niveauer og uddannelser i det offentlige uddannelsessystem med en grafisk oversigt. Klik her


Ophavsret

Udgivet <01.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.